fredag den 29. april 2011

Helvedes natten!

I aftes spiste jeg en yderst tvivlsom aftensmad, hvad det var vil jeg ikke komme ind på af frygt for at plette mit renommé men det var ikke rytterkost!

Jeg gik i seng 2230 og lod mærke til at mit hjerte bankede derudaf. Pulsen var høj og selve hjerterytmen var tung. Det dunkede simpelthen i brystet på mig. Jeg faldt i søvn og sov lidt uroligt indtil jeg kl 0300 vågnede af at jeg havde seriøse mavekramper. Av av av. Når jeg lå på ryggen føltes det som en kniv blev jaget ind i maven på mig.

Det endte med at jeg måtte på tønden og tilbragte så det halve af natten derude. Ligeså snart jeg troede jeg var færdig og gik i seng igen måtte jeg ud igen. Det endte med at jeg kl 0500 nok måtte sande at jeg blev nødt til at blive hjemme fra arbejde.

Nu har jeg det rimeligt igen, har lige spist for første gang siden igår og nu står den på køjen. Er lidt træt må jeg sige. I morgen håber jeg på at komme ud på rammen igen for første gang i 1,5 uge...

Men sikken lortenat!

torsdag den 28. april 2011

Cipollini...

MCipollini Official Video from Mcipollini on Vimeo.



Må indrømme at jeg normalt ikke bryder mig om "afdankede" ryttere der plastrer deres navn på en ordinær cykel men syntes sgu at super-marios cykel er rimelig flot!

lørdag den 23. april 2011

Tennis

Var ude og spille tennis i omkring 4 timer i det gode vejr igår og idag er jeg fuldstændig øm i lysken og især i min arm/skulder region. Men det var sgu lækkert at lave noget helt andet hvor man bruger lidt andre muskel grupper, det må jeg gøre noget oftere!

tirsdag den 19. april 2011

Nye sko

I wish! Men var lige forbi bikebuster i Odense idag, bare sådan for at kigge og faldt over sådan et par her. De sad sgu lige i skabet, ja som fod i hose, og gjorde mig samtidig opmærksom på mine ikke sidder perfekt.
Skulle man...? Flere ting taler for.

1. Jeg har aldrig rigtigt følt mig hjemme i mine Northwave.
2. De sidder fandme godt!
3. Prisen er til at leve med...
4. Klampen kan ikke indstilles skævt. Et problem jeg har døjet med på mine Northwave hvor markeringerne var uens! Nøj hvor har jeg brugt meget tid på at spore mine klamper efterhånden. Endte faktisk med at få en skade pga af dem.
5. Jeg har smalle fødder, og skal med mine Northwave altid stramme dem godt ind.
6. Mine fodballer kan oftest gå fra side til side i de gamle.

Tror lige jeg sover på den.

mandag den 18. april 2011

Korte rør!

Efter fredagens distance træning stod weekenden på rendyrket afslapning. Noget jeg føler mine ben har haft ret godt af. De var godt nok bustede om lørdagen! Meen, jeg skulle jo også hjem igen.

Jeg besluttede at tage toget hjem og det var der et par grunde til. Jeg vil passe på mig selv og forsøge ikke at gøre mig disponibel overfor eventuel sygdom lige op til påsken her, kroppen skal have tid til at komme sig. Samtidig er sådanne ensomme lange tonser ture ikke noget der man bliver hurtig af. Sidst men ikke mindst så kunne jeg få en dag mere hos kæresten hvilket heller ikke er helt dårligt.

Så jeg stod op i morges 03:30 (!) og kørte ind mod Århus Banegård, toget gik 04:19 og der er omkring 15-16 km. Men jeg farede vild da jeg kom ind i byen og missede toget. Skidt start på dagen må man sige! Men jeg fik da en lille tur på 40 minutter...

Efter arbejde kunne jeg ikke trods trætheden ikke dy mig. Jeg skulle da lige ud og nyde vejret lidt. Bløde benene op og køre årets første tur i korte rør! Nøøj hvor befriende! Samtidig sportede jeg også lige min første trikot. Min DBC årgang 98, retro vintage trikot på billedet, ren nostalgi!

Jeg kørte en rolig tur på halvanden time med et ikke alt for dramatisk 4km interval med pulsen lige på omkring de 165-170 og i ét gear med ekstra fokus på trådet. Jeg føler rent faktisk at jeg er mærkbart bedre her efter to hele hviledagen ovenpå fredagens tæsk:) Efter intervallet kørte jeg en bakkespurt med fuld power og det var dét. Derefter rullede jeg hjem i ro og mag og nød solen. I alt har jeg så fået to lidt over to timer i sadlen idag uden alt for hård intensitet inden jeg i morgen skal til fællestræning.

I øvrigt kørte jeg forbi et pizzaria jeg bare må prøve en dag:Jeg har lige tjekket menukortet ud i håb om flere referencer men det eneste der tilnærmelsesvis mindede om noget var en "San Remo". Kunne være fedt hvis de spicede menuen op med en Alpe d´Huez eller Maglia Rosa eller noget i den dur!

Nå men planen er så at køre i morgen og torsdag som også er fællestræning inden jeg så holder en pause over weekenden hvor jeg giver kroppen lov til at superkompensere indtil tirsdag. Den sidste uges tid har da også budt på 350 km så det med de to fællestræninger der kommer passer det ret godt ind. Håber det virker! Nå nu skal jeg have lidt mad og så vil jeg krybe til køjs!

lørdag den 16. april 2011

Surprise!

Igår lidt over middag tog jeg tidligt fri fra arbejde så jeg kunne cykle til Skødstrup der ligger ca 16km nord for århus og overraske kæresten. En tur der ifølge Google er på 157 km.Jeg havde længe tænkt på at gøre det, men skulle lige have både tid og vejr på min side, det blev så igår! jeg havde sagt til hende at jeg skulle arbejde over til omkring kl 20 så alibiet var i orden:) Godt nok skulle hun arbejde både lørdag og søndag men lidt kvalitetstid var bedre end ingen!

Jeg regnede med at turen ville tage omkring 5 timer og et kvarter. Det kom også lidt an på om jeg kunne navigere rundt uden at skulle bruge for megen tid på at finde vej. Jeg havde plottet ruten inde på maps og mentalt havde jeg mine små mål undervejs; Middelfart, Vejle, Hedensted, Horsens, Århus. Jeg pakkede tre bananer, en 0,75l dunk med vand og en 0,5l med tynd saftevand (1/20 blandet rød) samt en halv liter i baglommen. Forinden havde jeg på arbejde spist kantinen ud af huset så jeg følte mig godt loaded.

Jeg planlagde at køre hjemme fra kl 14 men kom afsted 1410. Dog kørte jeg ikke særlig langt inden jeg vendte om fordi jeg skulle have mere tøj på. Hellere for meget end for lidt når man skal på sådan en langtur! Ikke den bedste start.

Men jeg kom da afsted og den har nok været 1430. Jeg erfarede dog hurtigt ude på middelfartvej at jeg ikke havde vinden på min side, den kom lidt skråt ind fra venstre. Dog ville det nok være en fordel når jeg rundede Vejle så jeg oksede på. Da jeg kom ind i middelfart spiste jeg den første banan og kørte roligt ned mod broen. Kunne godt mærke at de 45 km i modvinden havde tæret lidt men jeg var stadig i nogenlunde overskud. Nu hed næste mål Vejle.På vej over lillebæltsbroen

Vejen hen til Vejle var noget af en dødbider; ligeud, tung trafik og stadig en irriterende vind der kom skråt ind forfra. Blandet op med nogle bakker som ikke bare var lange men også steg forholdsvis meget gik det ikke helt hurtigt for sig, det var fristende at komme hurtigt op over men jeg havde stadig en lang tur foran mig så jeg prøvede at spare på kræfterne. Jeg målte een af bakkerne til at være 1200 meter lang og anslår at den steg omkring 6 procent. Jeg kunne samtidig mærke at der skulle noget i depotet så jeg spiste først en banan og et kvarter efter den anden. Jeg havde hjemmefra regnet med at skulle igennem et par kriser men var jeg her halvvejs igennem på vej til en krise? Det tror jeg, vinden det konstante tempo havde sat sine spor. Samtidig havde jeg også torsdagens fællestræning i benene. Jeg tog den derfor lidt med ro, jeg husker nemlig fra de gange jeg har været i vejle og kørt der at der er nogle rimelig heftige stigninger ud af vejle.Endelig i Vejle!

Efter Vejle var jeg nogenlunde ovenpå igen, bananerne og saftevandet havde gav lidt energi og nu skulle jeg bare til Hedensted. Vinden havde jeg endelig lidt i ryggen så farten kom også op, jeg lå i bøjlen og kørte omkring 35, nogle steder lidt mere. Min moral var oppe igen, jeg var mere end halvvejs og bagud i min tidsplan så jeg pressede den lidt, og kom rimelig hurtigt til Hedensted hvor jeg efter at have kigget på kortet i mobilen stak afsted i retning mod Horsens.

God fart mellem Hedensted og Horsens

Da jeg nåede Horsens, havde jeg lidt problemer med at navigere så kom langsomt igennem byen, jeg fandt dog vej efter at have kigget på kort et par gange men samtidig blev benene lidt tungere. Det føltes som om jeg møvede mig frem. Shit var det endnu en krise? Ja det var det. Jeg havde godt nok tænkt igennem Horsens at jeg skulle tanke op med en cola og evt en sandwich eller noget fra en tank men jeg kom aldrig forbi en. Nu var det for sent, jeg havde kørt i omkring 4 timer, mere end 115 km (kan ikke huske det helt præcist) tanken var tom og moralen i bund, jeg begyndte at få den kolde frysende fornemmelse og tog vesten på. Heldigvis kom jeg forbi en by der hedder Hovedgård og der slog jeg vejen forbi den lokale brugs. Jeg følte mig godt nok langt ude på landet her, og da jeg gik ind i brugsen og købte en halv liter coca-cola samt en mars bar og en snickers så gloede de lokale som var jeg noget der kom fra rummet.

Jeg kørte ud af Hovedgård og trillede mens jeg åd og drak og hvor var det dog herligt! Alle der kender følelsen af at være gået kold kan nok nikke genkendende til den massive eksplosion af endorfiner der opstår i hjernen når man får nye kalorier ind i systemet. Det gav altså et boost både på moralen og i benene. Jeg var frisk igen og kom mig over krisen! FEDT! Der var nu ikke så langt igen, og især skiltene med x antal km til Horsens sat op mod x antal km til Aarhus gav moral og jeg lå faktisk og kørte en pæn hastighed. Nu var der ikke langt igen!

Her der steg moral-o-meteret lige til index 100! 33 km igen og omkring 126 tilbagelagt.

Jeg kørte som en besat, målet var tæt på og skyerne trak sig faretruende sammen. Jeg skulle bare afsted så hurtigt som muligt! Jeg havde slået computeren til at vise klokken, det gjorde jeg efter vejle hvor moralen ikke ligefrem nød godt af at kigge på km antallet:) Men her gik det altså godt, sukkeret hjalp og pludselig kom skiltet jeg så længe havde længtes efter.

Aarhus, smilets by!

FEDT FEDT FEDT! Det var næstsidste mål og hvor jeg dog nød turen igennem byen og ned mod kystvejen. Jeg kørte op ad en laaang bakke op til Grenaavej som er den vej der går til Skødstrup og begyndte allerede at se frem til mødet og glæde mig til hendes ansigt når jeg ringede på døren! På vej ud stoppede jeg ved en tank og købte en Nutramino protein bar og en halv liter Mathilde som jeg tog med i ryglommen så jeg havde lidt at komme i tanken når jeg var nået frem.

Jeg havde rigtigt gode ben her og nu da målet var tæt på gik jeg all-in og kørte et all-out interval på en 4 km fra skæring til skødstrup. Jeg gav den alt hvad jeg havde men pulsen kunne ikke nå op på mere end 173 slag/minut, det var benene simpelthen for smadrede til. Men det var en skøn følelse sådan at banke hovedløst afsted! Hele turen havde jeg forsøgt at spare mig uden at forcere og nu kunne jeg give den alt uden at tænke på regningen! Da jeg passerede Skødstrup skiltet var alt ren lykke. Eventyret var ved vejs ende!


Endelig Skødstrup!

Jeg ringede til hende og sagde at nu havde jeg fri og var kommet hjem, og om vi skulle mødes på Skype mens jeg stod udenfor hendes dør. Hun sagde ja og så ringede jeg på på døren hvorefter hun sagde i telefonen at det ringede på så skulle lige vente et øjeblik.
Da hun åbnede døren og så mig i cykelklunset tog hun sig til munden og var i chok og så sprang hun af glæde. Det var hele turen værd! Jeg var træt som pokker men hendes glæde var det hele værd og jeg gør det gerne igen!

Turen blev i alt på:
158,3 km
5 timer og 38 minutter
Snit puls: 144
Max puls: 173
Kalorier: 4173kcal
Snit hastighed: 28,1 kmt inkl stop
Max hastighed 54 kmt

Idag er mine ben naturligvis ømme, faktisk mere end jeg kan huske de har været i lang tid. Selvom jeg både strak ud i lang tid og fik en god gang ben massage som beløning:) Udover det var det også en god distance træning. Spørgsmålet er så om jeg cykler hjem. Det må tiden og benene vise, som det ser ud idag tror jeg det bliver toget noget af vejen!


onsdag den 13. april 2011

VAM!

Faldt lige over denne VAM måler på nettet.

tirsdag den 12. april 2011

Færdig...

Idag der stod den på fællestræning med Cykling Odense. Vejret var ikke helt på toppen, det blæste en pelikan men heldigvis regnede det ikke så jeg trillede ud og troppede op på banen kl 17.
Fremmødet var en 10-12 stykker og dagens træning bestod af en tur til Vissenbjerg hvor bakken skulle forceres 8 gange. Turen derud var udmærket, jeg nåede ikke at tage min føring men var trods alt varm. Det gjorde heller ikke noget da jeg i det selskab hører til de langsomme, vejret havde skabt en pre-udskilning og blandt de fremmødte var en af weekendens vindere fra A-klassen. Så jeg vidste godt at jeg ville få en kam til mit hår!

Første gang vi kørte op ad den 1,3 km lange stigning havde jeg gode ben, friske vel nok:) Jeg var overrasket over det og kørte op bagfra og da der blev givet fuld gas hang jeg sgu ret godt med, jeg kom op som nr.3 men det kostede, jeg havde syre i benene og var helt færdig. Men moralsk var jeg oppe, det var egentligt ikke så skidt. Jeg syntes sgu det er ret vildt at jeg kom op med en gns fart på over 30! De efterfølgende omgange måtte jeg lige samle mig og stille og roligt begyndte benene at rulle bedre. Det var en hård men rigtigt god gang træning. Det skal nok kunne mærkes på formen:)

Efterfølgende stod den på en times tur hjem, jeg var mærket her og ca 10 km efter de 8 intervaller fik jeg da også krampe i begge lægge!
Jeg kom over min krampe og tog min føring så godt jeg kunne, der blev godt nok forhjuls-liret og da jeg lå i vindsiden med pelikan vinden lige i ansigtet liggende på skrå var jeg på grænsen hvilket også ses på mine data fra første føring:Læg især mærke til snittet. Av for den! Men langsomt begyndte benene at rulle bedre, jeg tror jeg fik runners high. Den indre kamp mod mig selv og følelsen af at overkomme krisen gav et boost og med vinden ind fra siden kørte benene bedre rundt. Anden føring blev sådan:Det ses tydeligt at farten steg lidt, og der blev heller ikke liret her. På min sidste føring havde jeg sgu egentligt fået benene tilbage. Det rullede selvom det gjorde ondt og jeg var i stand til at presse benene mere. Det begyndte også at regne og jeg må indrømme at jeg kørte alt hvad jeg kunne. Min tredje og sidste føring blev både hurtigere og længere og data blev således:Her ramte jeg god nok også muren rent muskulært, jeg kunne ikke presse benene mere. Men sikken en træning. Det er den hårdeste gang træning jeg længe kan huske. Den blev så hård at min "Polarpersonaltrainer" anbefaler at jeg først kører igen på lørdag så jeg kan få restitueret! Damn!
Alt i alt blev det til lidt en tur på lidt over 80 km og en tur hvor jeg her efterfølgende føler at jeg begynder at rykke mig og få lidt mere fart i benene!Min tid i AT zonen blev da også på næsten en halv time! Fedt nok!!! Noget andet er at jeg føler mit venstre ben begynder at blive bedre! Det syrer ikke så hurtigt til som sidst jeg kørte fællestræning så selv om dagens træning var ret hård så er jeg sgu ved godt mod!

Nu står den på et godt bad (først nu!? -ja er pænt bustet) og derefter direkte i seng.

mandag den 11. april 2011

Posterboy

Sådan skal den kage skæres!

fredag den 8. april 2011

DM tanker...

Tidligere idag sad jeg i mit cykel-filosofiske hjørne og gjorde mig nogle tanker angående årets DM. Det bliver på mange måder et DM der på papiret burde bringe mere spænding end de sidste par års SBS dominans har gjort.
Det er ikke nogen hemmelighed at SBS har haft det stærkeste hold med stjerner som blandt andet Breschel, Chris Anker, Alex Rasmussen, Nicki Sørensen, Fuglsang og Anders Lund. I år er det helt anderledes, jo der jo "de andre" såsom Aaen, Mørkøv, Vandborg på SBS holdet, men de kommer nu til at få en mere central rolle og i stedet ser vi en meget stærk opposition med følgende på disse Prohold:

SBS: Chris Anker, Nicki Sørensen, Mørkøv, Aaen, Mads Christensen, Vandborg og Klostergaard.
Rabobank: Matti Breschel
HTC: Alex Rasmussen, Lars Bak
Leopard: Fuglsang, Anders Lund, Martin Pedersen og Martin Mortensen

Som det ser ud så er det altså meget mere jævnt fordelt, og det er endda uden at nævne de continental hold der er. SPÆNDENDE! En anden fed ting er at der vil være tv-dækning under finalen hvilket jo også er helt nyt. Jeg ved ikke hvad det er her men jeg tror lidt på en Alex Rasmussen der jo som fynbo er på hjemmebane.

Nå det var bare lidt lommefilosofi herfra:)

Endelig weekend...

Så blev det weekend og nu er tiden til lidt updatering af ugens træning:
Mandag kørte jeg en aften tur på en halvanden times tid hvor jeg bare rullede igennem, det var uden nogen forceringer og en tur hvor jeg bare havde fokus på mit tråd. Jeg syntes nemlig jeg stadig har styrketræning i benene og deraf et tungere tråd. Så det arbejder jeg på.

Tirsdag ville jeg egentlig gerne havde været til klubtræning men jeg følte ikke lige for at køre i regn så det droppede jeg og tog en tur om onsdagen istedet.

Træningen bestod af meget let rul, et 10 min sub-AT interval og så to korte fuld smadder syreintervaller.


Sub-AT intervallet blev kørt på på Odensevej med slut i Nørrebroby og der var en solid modvind hele vejen:Det endte dog med at være på lidt over 11 minutter uden den mest prangende snithastighed, men mit pulssnit var tilfredsstillende, farten/formen skal nok komme før eller siden:)
Efterfølgende rullede jeg med retning mod vissenbjergbakken. En bakke jeg elsker, den er lang, hård og har et falsk plateau. Især sidste del stiger ret pænt og jeg må indrømme at jeg egentlig var ret træt efter første interval og da jeg kunne se den komme tænkte jeg "allerede"! Man kan nemlig se bakken komme fordi den ligger på en højderyg der minder mig om noget i stil med hallandsåsen eller med lidt god vilje, et panorama billede fra touren når de kører mellem markerne og rammer bjergene:) Men jeg fik dog samlet mig sammen og kørt op i en pæn tid med alt hvad jeg havde:Da jeg ramte toppen vendte jeg om og trillede ned, med 60 kmt. Lækkert... Herefter kørte jeg op igen og var indstillet på at se om jeg kunne køre mig helt ud igen. Havde dog syre i benene og var efterhånden lidt træt så min tid blev langt fra den første:Læg mærke til pulsen, syren i musklerne gjorde at jeg slet ikke kunne komme op i 190´erne. Så man kan godt sige jeg fik kørt mig ud.
Jeg rullede derefter hjem i et roligt tempo efter en tur med god intensivetit. Helt ned i tempo på mellemstykkerne og så fuld gas når der skulle køres intervaller. Perfekt! Alt ialt blev det til lidt over to timers kørsel med ialt tyve minutter i zonen:

I weekenden står den på en enkelt tur af samme kaliber og så søndagen et af årets cykelmæssige højdepunkter; PARIS ROUBAIX. uha hvor har jeg glædet mig!

PS: I øvrigt har min dansk/svenske kammerat "killeren från kungspudlen" fået ny bike, damn den er heftig:
Tillykke med den, jeg glæder mig til at prøve den:)

søndag den 3. april 2011

Sæsonen er reddet!

Fantastisk spændende udgave af Flandern Rundt i år og ikke mindst en fantastisk sejr til Nuyens og SBS.
Jeg ved godt det er ikke er pænt at gøre men, jeg fryder mig lidt over de folk der efter Nuyens skiftede, kaldte ham for en "andenrangsrytter"... -Hvis Nuyens er andenrangs så tør jeg slet ikke gætte på hvad Katusha er:)