Stories fra det virkelige liv vol.1

Så er vi kommet til første afsnit i Stories fra det virkelige liv. Stories fra det virkelige liv er real-life løbsberetninger fra de løb jeg har kørt.

Idag vil jeg berette om mit "comeback-løb"(ja lidt glad har man jo lov at være) ! KCK-Herlev løbet ved Sengeløse 18.Maj 2008, mit første licenserede løb i 7 år.

I starten af sidste år mødte undertegnede op i høsterkøb-krydset en kold torsdag eftermiddag kl 17:15, i øvrigt et tidspunkt og et mødested der går over ti år tilbage idet jeg mindes min gamle ungdomstræner Søren Sønder, må han hvile i fred, fortælle at der var fællestræning fra høsterkøb tirsdag og torsdag kl 17:15 hvis man havde lyst til at køre med andre.
Jeg mødte derfor op og fik selvfølgelig en god modtagelse. Folk var flinke og åbne og udover det så kørte de også stærkt, så de første gange jeg trænede med var jeg helt færdig bagefter. Jeg havde dog aldrig regnet med at jeg skulle stille op til Licensløb blot halvanden måned senere men den hårde træning og lysten til at konkurrere vækkede noget inden i mig. En drift der havde ulmet længe. Et konkurrence-gen der krævede stimulering. En stemme der ville høres.
Så inden jeg fik set mig om stod jeg med et medlemsskab og en licens indløst hos CC Hillerød. -I undrer jer nok over hvorfor det blev Hillerød når nu det var at jeg trænede med lyngby, men dette skyldes at jeg havde rettet henvendelse til Lyngby CC tre gange. Uden respons, desuden har jeg altid haft et godt øje til CC Hillerød som altid har været en stor og veletableret klub. Jeg meldte mig derfor til det førstkommende løb i kalenderen, KCK-Herlev Løbet.

Starten ville gå kl 08:10 i Sengeløse. Et område jeg kendte rimelig godt i forvejen i og med jeg et halvt år tidligere havde deltaget i DM for motionister på næsten samme rute. En rute der mest af alt var hvad jeg ville kalde forholdsvis flad, dog med et par knolde men ikke noget der rykkede. Tilgengæld var der en pæn vind fra øst der godt kunne regnes for en faktor. Det var helt klart en fordel at jeg kendte ruten i forvejen da jeg så ville have meget bedre mulighed for at beskytte mig mod vinden på den 30 km lange rute.
I anledning af mit "comeback" var min far, søster og kæreste med for at bakke op omkring mig. Det kan til tider synes lidt ensomt at være rytter når man møder op alene til løb, så det at familien og kæresten var med for at støtte op og heppe var superfedt og betød meget for mig.

Jeg havde inden løbet gjort mig nogle tanker omkring hvad jeg kunne forvente af mig selv. Min første prioritet var blot at være stærk nok til at sidde med hele vejen rundt på de 90 km. En lidt vag målsætning men når man ikke har siddet i et rigtigt felt i 7 år (tag den Lance) og man véd at det i sidste ende bare en kamp om overlevelse så er det smartest at have en lidt ydmyg holdning til det hele. Jeg vil hellere overraskes positivt end at jeg vil skuffes. Men i yderste tilfælde, og held, ville en top 20 placering være en sejr i sig selv.

Vi ankom omkring kl 07:30 og vejret var sådan set meget fint, lidt skyer hist og pist. Det var 7-8 grader varmt og vinden en 7 ms. Med andre ord så var det altså lidt koldt. Eller "friskt" om man vil. Jeg steg ud af bilen og samlede raceren og kulden føltes intens. Jeg satte mig derfor ind i den varme bil og tog en vest og et par knickers på. Opvarmning var der derfor ikke meget af bortset fra 10 hurtige minutter op og ned af opløbsstrækningen.
4 minutter før start trillede jeg så stille og nervøst hen til det holdende felt der blot ventede på startsignalet. Jeg var nok den sidste der ankom til feltet og fik derfor en plads nede bagi. Der var stadig et par minutter til start så som det ses på billedet fik jeg mig lige en tår vand.
Det er en helt speciel stemning der hersker i et felt inden en start.
Lugten af ben der er blevet smurt ind i muskelvarmer blandet med den stigende nervøsitet i feltet er umiskendelig og gør at luften nærmest er elektrisk. Har man nu husket alt? -spise rigtigt, drikke nok, huske mad i lommerne, nok luft i dækkende osv. Huskelisten er lang, men på dette tidspunkt er det for sent at rette op på noget. Jeg havde heldigvis styr på alt.
Når fløjten så går og starten skydes af, afløses denne stille nærmest meditative stemning af lyden af klikkende pedaler, gear der skiftes og hårdtpumpede ringe der vidner om at feltet nu kører afsted.

Det er i starten vigtigt at man får placeret sig godt, helst langt fremme i feltet så man blandt andet undgår de styrt der tit sker i starten af løbet, ligesom at det også er nemmere at sidde med når man ikke behøver at bremse så meget før svingene. Min taktik var at holde mig tæt på den rytter der indtil nu havde flest indkørte point, det var en der allerede havde 2 sejre med nr. 124 på ryggen. Jeg fik hurtigt spottet ham, og resten af hans hold som i øvrigt var det stærkest fremmødte mandskab i feltet.
Et udbrud fik lov at køre afsted på første omgang og forsvandt hurtigt af syne. Det var en 8 mands gruppe der hurtigt fik over et minut. De fik dog aldrig mere end det da Hvidovre CK hele tiden holdt tempo i feltet og dermed også snor i udbryderne.

Jeg lå godt inde i feltet og firede lidt på bakkerne og avancerede i svingende. Det var en fordel at jeg kendte ruten og de små veje igennem landsbyerne og det var ganske tydeligt at der var ryttere med i feltet der var mere nervøse og mindre erfarne end jeg og som brugte en masse energi på at accelerere efter svingene, det gav en lille portion selvtillid at se at jeg ikke havde glemt cykelsportens ABC og stadig kunne gøre brug af de gamle kneb.
Det var vigtige lærepenge at sidde med i og mærke suset igen og til trods for alle de skrækhistorier man har hørt om netop BEG klassen så var den eneste farlige situation da en rytter foran mig pludselig bremsede op hvorefter jeg kørte op i hans bagkrans så han fik sit moment tilbage og mere var der ikke ved det. Men man bliver lige lidt ekstra opmærksom når sådanne ting sker. Ellers var det ikke et særligt dramatisk løb, tværtimod. Det mindede mest af alt om en af de flade etaper vi kender fra touren. Et lille udbrud i front og et hold der mere eller mindre jagter dem. Resten af feltet sidder bare og skærmer sig for vinden og gemmer sig nede bagi hvor de sidder og hyggesnakker, jeg fik blandt andet lige hyggesnakket lidt med nogle af mine klubkammerater. Billedet her er fra da feltet passere mål første gang.
Da vi gik ud på den sidste omgang besluttede Hvidovre sig endelig for at tage ansvaret til sig og jagte udbryderne ned. Da min plan som sagt var at holde mig tæt ved ham fandt jeg lige pludselig mig selv siddende midt i hvidovre-toget. Så da jeg et par gange havde slået ud for at slippe for at tage føringer fik jeg også en lille reprimande fra hvidovre-rytterne om "at hvis ikke jeg ville deltage i jagten så skulle jeg bare fise ned bagi". Som sagt som gjort. Jeg fes ned bagi så jeg kunne spare mig til finalen.
Med ca. 15 km til mål begyndte der så endelig at ske noget. Hvidovre satte et tempo på omkring de 50 km/t og jeg placerede mig derfor lige bag dem så jeg så vidt som muligt kunne sidde direkte på hjul for deres taktik var tydelig. De prøver helt klart at strække feltet og om muligt skabe en udskildning for at køre deres kaptajn, nr. 124 i stilling til spurten der gik en smule opad. På disse små veje lykkedes deres taktik rimelig godt, de fik skabt elastikken og flere ryttere faldt fra bagude. Jeg stadig i front og mine ben føltes rigtigt gode, jeg har endnu ikke været oppe i det røde felt og mål nærmede sig og det hele så ud til at ende i en massespurt. Positionskampen faldt også godt ud til min fordel, det er lidt nemmere at mase sig frem når man bruger albuerne. Helt sikkert noget jeg nok får sværere ved i C klassen.
Med omkring 2-3 kilometer igen blev udbruddet spist af feltet og hvidovre holdt farten konstant. Da vi kører ind på den lange opløbsstrækning kører 2 mand afsted og hvidovre tøver, eller også har de ikke mere at skyde med. Det så ihvertfald godt ud for de to mand i front og med 1000 meter igen bliver jeg grebet af overmod og jeg stikker afsted og formår at køre op til de to og får lagt mig i deres hjul men ca 600 meter før mål går deres samarbejdet straks i stå. Samtidig er mine ben helt smadrede af den anaerobe udfoldelse jeg lige har udøvet så jeg ligger på ægte Skibby manér og danderer den 50 meter foran feltet, mens jeg sidder og glor på feltet der er på vej i en rasende fart jeg umuligt kan matche på nuværend etidpunkt. Ikke lige det smarteste jeg nogensinde har gjort men noget jeg helt sikkert har lært af.
Da slutspurten går ind bliver jeg passeret af de første ryttere og jeg forsøger at hægte mig på men momentet er væk og jeg får lige mast mig ind et par sekunder efter vinderen på en respektabel men dog alligevel skuffende 17.plads.

En lidt ærgelig måde at afslutte et ellers næsten fejlfrit løb på men set i lyset af min målsætning er jeg rigtigt godt tilfreds. Indenfor top 20 og i øvrigt en kæmpe erfaring rigere som jeg forhåbentlig kan trække på senere hen.

Længde: 89,44 km
Sluttid: o2:16:53
Gns.fart: 39,2 km/t

Sæsonmål...

Så har jeg siddet og kigget lidt i løbskalenderen for 2009 og har fået sat de første sæsonmål. Sæsonmål er vigtige for det giver mig en gulerod at gå efter.
Der er et par ting man skal gå efter når man sætter sine mål. Det vigtigste er at man altid skal være realistisk omkring sine målsætninger og det har jeg så vidt som muligt forsøgt. Sidste år var mine mål også i den realistiske ende og jeg indfriede dem alle og når man kan opnå det får man den selvtillid som er så vigtig i denne sport. De fleste tror at cykelløb vindes udelukkende ved at kunne køre stærkt på cykel. Det passer ikke. Mentalitet og psykisk overtag er en usynlig faktor der ikke kan ses bort fra og du kan være nok så stærk på cyklen men hvis du ikke kan finde ud af at disponere dine kræfter rigtigt og sætte ind på de rigtige tidspunkter så er man "lost".
Sidste år var et af målene SM i Slagelse, et mål jeg aldrig fik indfriet som følge af min streptokok-infektion som jeg efterfølgende døjede med i halvanden måned. Men min optakt dertil var optimal med et par gode placeringer i ugerne op til. Blandt andet DCR-Ballerups løb med de dertilhørende grusstrækninger har fået en særlig plads min kalender og er derfor også at finde blandt målene.
Men indtil videre ser mine mål sådan ud:

-Søndag 5. april Indledningsløb sjælland. (sted endnu ukendt) -Armstrong havde Amstel Gold Race til at teste formen. Jeg bruger indledningsløbet så jeg kan hvor jeg ligger rent formmæssigt.

-Lørdag 25.april Ballerup -Mit favoritløb hvor jeg sidste blev samlet 6´er og blev 4´er i frontgruppens spurt. Årets forårsklassiker med den berømte grusstrækning.

-Søndag 24.Maj Vejle -Har aldrig kørt dette løb men har kørt i vejle ved flere lejligheder og ved at området er kuperet og ligger til en rytter af min statur.

-Søndag 5. Juli Odense -Ja hjembyens og klubbens eget løb, behøver jeg sige mere.

-Søndag 13.sep Svendborg- Ligger tæt på hjem og da jeg alligevel er i nærheden kan jeg ikke se bort fra den kuperede rute i det sydfynske.

-Lørdag 29.sep Lyngby Ja det er jo næsten på hjemmebane og ruten ligger på de veje jeg har kørt på hele mit liv (området omkring holte og høsterkøb). Desuden er det et utroligt kuperet løb.

Som i ser er det altså fra april- oktober. Det er gjort bevidst så jeg har noget at gå efter så jeg på den måde formår at holde mig i form hele året. Der kan selvfølgelig forekomme ændringer ligesom at jeg ikke er sikker noget som helst ifm. transport, skole kæreste osv i øjeblikket.
Det var alt for nu!

Så er jeg tilbage foran tastaturet igen. Denne gang med flere km i benene.
I tirsdags havde jeg en fabelagtig tur ud i det fynske. 80km over små 3 timer. Først stille og meget roligt (ja det er vel stadig Februar) til Nyborg så videre til Kerteminde og derfra hjem til Odense.
Jeg er siden jeg flyttede herover ofte blevet positivt overrasket over de fynske landeveje og naturen og det at man ofte er helt alene, dvs ingen biler eller huse. Kun sig selv, landevejen og cyklen min tro væbner. Det er jeg ikke vant til fra sjælland af, eller også kører jeg bare ikke de rigtige steder. Men for lige at vende tilbage så var vejen fra nyborg til kerteminde rigtigt god at træne på. Stor og bred med god asfalt, ingen biler, flotte omgivelser og så selvfølgelig udsigten til sjælland med broen i forgrunden. Jeg er blevet bedre til at nyde nuet og det privilegium det er at opleve snedækkede marker der glinser i vintersolen, fuglene der pipper i træerne, dampen fra køernes ånde og så den friske luft. Ting normale mennesker ikke oplever så meget her i den mørke tid. Det gør det hele meget bedre at være rytter, eller måske er jeg bare ved at blive gammel?
Temperaturen var lige over frysepunktet, og det var koldt da jeg kørte langs storebælt men så snart næsen pejede vestpå (og de frosne rosiner blev spist) fik jeg fornyet energi og valgte derfor at køre et interval på vej hjem. Det var ca 10-15 min med en puls på 170-180 slag/minut og en fart omkring de 40 (ja vinden sad lige i ryggen, tror ikke jeg ville kunne have holdt hastigheden så godt uden vinden). Da jeg var færdig med intervallet og slappede lidt af så jeg pludselig at en af de ryttere jeg havde overhalet havde hægtet sig på mig så det betød at jeg havde en at følges hjem med hvilket også er en af de fede ting ved at cykle. Man er alle i samme båd og alle taler med hinanden uanset bagrund. Det er fedt. Jeg blev også overrasket sidste år da jeg fandt ud af at en af de ryttere jeg trænede med viste sig at være koncernmarketingschef for et firma i den helt tunge ende herhjemme.
Men altså vi rullede stille hjem resten af vejen og han viste mig også lige en smutvej som jeg med sikkerhed kommer til at bruge noget mere.

Idag er det så fredag og jeg er næsten lige blevet færdig med en halvanden times rulle-session på rulletræneren.
Egentlig var det meningen at jeg skulle have kørt igår torsdag, men kom sent hjem fra skolen og desuden var vejret ikke optimalt. Omkring frysepunktet og vådt. Så jeg valgte at udskyde det en dag så jeg kunne komme UD og køre. I stedet vaskede jeg min møgbeskidte cykel, tror faktisk aldrig den har været så beskidt, og håbede på bedre vejr idag. Min skuffelse var derfor stor da jeg vågnede og så at vejret stadig lige er en tand for vådt.
Men man kan jo ikke udskyde sin træning pga vejret hele tiden så jeg tog simpelthen affære og spændte cyklen op så jeg i det mindste kunne få rullet lidt idag. Som sagt som gjort og jeg fandt dog også hurtigt ud af at turen i tirsdags stadig sad i benene. Ihvertfald var mine stempler stadig tunge og det betyder jo at min krop ikke er færdig med at restituere. Men det var godt lige at få benene rundt.
Nu er min plan så at køre i morgen lørdag og så også søndag. Bare stille og roligt ligesom i dag, hvis vejret tilader det så skal det være en lang tur. 100+ km. Men det lader vi væreop til vejrguderne.

NU til noget andet, vægten. Ja den siger 79,8 hvilket er tungt men det betyder jo at der skal flere watt til så min motor har helt klart gavn af de ekstra kilo. Men omkring min ambition om at være en fjer den 15. marts så er det nok lidt vildt må jeg nu sande. Så jeg siger istedet 75 kg den 15. marts og så er resten derfra bare noget der skal trimmes. Men lad os nu se tiden an. Jeg har nemlig lidt mistanke om at det udeblivende vægttab skyldes væskeophobning og mere muskelmasse som følge af træningen. Fasen der følger efter er jo ofte vægttab som følge af de større muskler.

Den professionelle sæson er igang og lige nu køres Tour of California med Levi Leipheimer i førertrøjen. Intet nyt der. Han har jo vundet de sidste 2 år.
Det der i år gør dette løb til noget særligt er helt klart deltagerlisten. Lige for at remse lidt op har vi Armstrong med i feltet ligesom at gamle spøgelser som Landis og Tyler Hamilton er tilbage. Den detroniserede Giro konge Ivan Basso har vi også med i løbet ligesom at Mancebo tog 2. etape for blot at nævne et par stykker.
Jeg vil her lige citere cykelmagasinet CycleSport : "it´s like the last three years never happended at all". -hvilken rammende bemærkning.
Jeg har fulgt løbet nøje og især fænomenet Armstrong. Jeg ved der er delte meninger omkring hans comeback men for mig er han en levende legende på to hjul. At manden er af den "gamle" skole med hvad der dertil hører er jeg ski... ligeglad med så længe folk som Zabel, Rebellin m.fl har kunnet køre rundt som om intet nogensinde er sket.
-Derimod har jeg KÆMPE respekt for det han gør. Lad os nemlig ikke glemme at manden kører uden løn, for et humanitært formål der kræver at han stiller op i lange interviews efter de udmattende løb for slet ikke at tale om at han lige i øjeblikket inden aftenens enkeltstart ligger på en 4-plads i det stærkeste felt Tour of California nogensinde har set, alt sammen til trods for at han stadig skal udfylde sin hjælperytterrolle for Leipheimer. Imponerende... Jeg tror der er mange der havde afskrevet ham helt og når han i aften sætter sig op på sin enkelstartsramme for at gå head-to-head med de bedste enkelstartsryttere i verden, mano y mano, der vil jeg sidder klar foran computeren og heppe på ham. Løbet streames nemlig direkte ;-)

Så har jeg lige her afslutningsvis en lille og glædelig announcement. Min blog har fået den første faste læser og i den anledning bliver han traditionen tro (?) selvfølgelig belønnet med en øl af frit valg næste gang jeg ser ham.

Hav det godt indtil næste gang;-)

Starten...

Idag har jeg været udenfor og træne for første gang i år. Det var utroligt koldt, omkring 4 grader men solen skinnede og himlen var blå så det kunne næsten ikke have været bedre.
Turen var et langt endorfin-ridt og jeg gav den derfor en lille tand igennem det sydvestfynske landskab. Sørger i disse tider for at holde mig nogenlunde tæt på hjem. Har alt for ofte stået 50 km hjemmefra, frysende, gennemblødt og for stædig til at bede om at blive hentet, det lærer man sgu af.
Jeg er stadig for fed, men jeg udnytter det ved at styrke benene i nogle store gear på bakkerne. Blandt andet mit første møde med den berygtede Vissenbjerg-bakke. 1050 meter med en gennemsnitslig stigning på 5,4%. Det er ikke ofte man ser det på sjælland. Men en ting er sikkert, det er godt for mig og mine ekstra kilo at træne på sådanne bakker. Ekstra vægt kræver ekstra power. Når man så har fået ekstra power kan man så smide den ekstra vægt og vupti, så har man formlen på fart og ekstra styrke. Den slags giver rå kraft.
Derfor gør det ikke noget at være lidt polstret sådan her off-season, det er også kendt som "Jan Ullrich syndromet". Måske han hemmelighed til de 500 watt som myten siger han kunne producere. Nå men angående min vægt. "Hvor meget vejer han så" tænker I så. Jo helt præcis 80,9 lige nu. Har været oppe på de 83,8 så det går den rigtige vej, men som altid lidt trægt i starten. Mit mål er de 71-72 kg medio marts. Det giver mig nøjagtig en måned til at smide 8, knap 9 kg. Fortsættelse følger hmm....

Min start på denne sæson har været meget rolig, lidt for rolig ville nogle sige men jeg mener at det er godt at hvile helt ud og så starte igen næsten fra scratch. Min afslutning sidste år var lagt an til en blød landing ment sådan at det kun var ca. 1 gang om ugen at jeg fik fornøjelsen af at køre ud i det fynske efter jeg flyttede herover. Jeg kørte helt indtil slutningen af november og startede derefter op igen den 21 januar. Det vil sige at jeg har haft knap halvanden måneds "fri" hvis man kan sige det. Man gør det vel af lyst.
-nu vi taler om lyst og dermed også motivationsfaktorer kan man ikke undgå at tænke på træningskammerater. Den har jeg også grejet. Nu når jeg ikke længere er under CCH fanen og ej heller kan træne med Lyngby CC så tager jeg ned til klubaften hos Cycling Odense, her på mandag. Det bliver spændende og jeg glæder mig til at begynde at træne med andre ligesindede pedalentusiaster og ikke mindst at møde mine kommende klubkammerater.

Jeg har siden årets start kørt 317 km og gået nogle lange ture, den længste målte 14 km! Men altså ikke særligt meget på cyklen men grundformen er der stadig fra sidst det kunne jeg tydeligt mærke i dag, nu skal den bare trimmes inden vi lægger fart på i marts. Del 1 i Projekt Fart er hermed initialiseret.
Hvis vi kigger på sidste års log kørte jeg min første tur den 15.marts og havde passeret de 317 km den 4 april da jeg trænede sammen med de flinke gutter i Lyngby CC den første gang. Så det må altså betyde at jeg nu er hvor jeg var i april sidste år. 2 måneder foran. Det bliver sjovt at se hvor hurtigt jeg kører i maj i år. Godt nok er det længere løb i en meget sværere klasse jeg skal bide skeer med men jeg er ved godt mod. Skal have nogle bank i starten hvor jeg umiddelbart kun skal køre for at lære det er jeg indstillet på, men hvis nu chancen byder sig som f. eks kck-løbet sidste år som var noget af det samme for mig dengang jeg startede i BEG, så tager jeg chancen det er klart, man lærer af sine fejl, og jeg har mange fejl der skal laves!

Min plan i den kommende tid er så at køre en masse km (så meget man nu kan som studerende) og bygge min udholdenhed op. Der skal et par ture med en god gang "motionist-tons til". Til dem der ikke kender udtrykket "Motionist-tons" kan jeg fortælle at det er hvor man kører en lang tur i et hårdt, ensartet tempo. Det giver på kontoen. Og kontoen, den har jeg tænkt mig at tømme i Maj....