Jeg blev samlet op i Helsingborg tidligt lørdag aften og vi fik noget god mad, så Revolver og hyggede inden vi gik i seng.
Jeg blev vækket 0730 af en frisk Peter som bryggede den bedste kop kaffe jeg længe har fået og vi fik en god gang morgenmad indenbords inden vi mødtes med hans far som i dagens anledning var soigneur, mekaniker, teamleder og chauffør. Vi kørte afsted, tværs over det skånske landskab mod Ystad. Vejret var alt andet end sommerligt. Det blæste utroligt meget, temperaturen var under 15 grader og det var skyet.
Starten gik 1230 og vi ankom ca kl 11. Så vi tog stille og roligt tøjet på og begyndte opvarmingen.
Men Peters bremsekabel var begyndt at flosse hvilket gjorde at hans greb cykel ikke virkede ligesom at han grundet den hårde vind måtte droppe planen om at bruge sine Easton EC90. Heldigvis havde hans far sin cykel med, en Pinarello Prince med DA og SRM system og med samme mål som peters cykel! Udmærket alternativ hvis du spørger mig!
Ruten var relativt flad, der var en bakke som var omkring 500 meter med ca 6% stigning, og ruten skulle køres 4 gange.
Starten gik og allerede indenfor de første 100 meter skete der styrt lige bagved Peter. Der blev angrebet i højre og venstre men vinden gjorde at angreb krævede ekstraordinær styrke. -Jeg har set inde på IK vincos hjemmeside at rytterne der kørte har udtalt at vinden gjorde løbet til det hårdeste i sverige i år!
Et mellemstort udbud kom afsted på første omgang men jeg holdt hovedet koldt og blev i feltet, Peter havde gode ben og forsøgte et par gange men kunne ikke komme fri af feltet og inden første omgang var færdig var det kørt ind. Der blev forsøgt lidt i medvinden på anden omgang men folk kom ikke fri og inden man så sig om sad man i modvindstykket på vej ind til mål hvilket ikke ligefrem appellerede til angreb. Jeg så mig omkring og så hvordan folk led i vinden og ventede på at komme ud af modvinden. Vinden var så kraftig at farten i modvinde kun var ca 20 km/t! Peter forsøgte at komme væk men hang ude foran feltet fordi folk ikke turde køre pga modvinden. Da Peter blev kørt ind sagde jeg til ham at han skulle restituere lidt og så skulle vi angribe på tredje omgang i modvinden hvor det var hårdest og sandsynligheden for at slippe væk var størst. I et vejr som dette ville et enkelt veltilrettelagt punch gøre mere skade end små angreb hvor folk alligevel lå i hjul på en.
Da vi så kom ud på tredje omgang aftalte vi at Peter skulle køre afsted og at jeg så skulle komme op til ham.
Peter angreb lige da vi kørte ind på modvindstykket og som forudset turde ingen gå med, Peter viste stor styrke og tog tid på feltet som sad i vifte og jeg lod mig falde tilbage så jeg sad tre meter bag viften. Lige så snart der blev plads trådte jeg til og kørte alt hvad jeg kunne så jeg nærmest skød ud af feltet som et missil og jeg kom fri, jeg kiggede tilbage og så at ingen var med så jeg gjorde mig så lille som muligt og gav den alt og efter 30 sekunder var jeg oppe i Peters hjul. Vi arbejde godt sammen og da vi passerede mål havde vi et minut til feltet. Jeg led meget men kørte på og jeg må indrømme at det havde været passende med en mand mere i udbruddet. Da vi ud på sidste omgang på bakken blev vi hentet igen lagde vi os ind i feltet for at få luft og gøre os klar til finalen. Men på bakken var der en der satte et hårdt tempo og han fortsatte sine skinangreb da vi kom i medvinden. Enkelte gange da jeg sad i hans hjul vendte han sig om og kiggede på mig, og da der gik taktik i den og ca 8 km fra mål angreb han og kom fri og vi så ham ikke mere.
I modvinden op til mål begyndte jeg at mærke en begyndende krampe i mine inderlår. Sjovt nok samme sted som havde været ualmindeligt ømme ugen før efter en gang fodbold med drengene. Det var ligegyldigt om jeg holdt op med at træde eller hvad jeg gjorde, krampen kom og det gjorde megaondt i sådan en grad at jeg knap nok kunne træde. Jeg forsøgte at holde masken så godt jeg kunne og fortalte Peter at jeg næsten ikke kunne træde mere. Han sagde "hold ved vi er snart ved mål". Det gav fornyet energi og jeg prøvede at rejse mig op og stå lidt op, det hjalp lidt på smerten og satte krampen i skak.
Jeg forsøgte at placere mig inden spurten, vinde kom fra højre og feltet lå i venstre side af vejen så Peter og jeg lagde os til højre i feltet så vi eliminerede muligheden for at blive lukket inde.
Spurten gik igang og folk begyndte at spurte. Jeg bed krampen i mig og trådte til så godt jeg kunne for at komme op i fart og op på hjul hvilket lige lykkedes og så så jeg til min store glæde at folk begyndte at brænde ud fordi spurten i vinden blev for lang og så trådte jeg det sidste jeg kunne og kom forbi størstedelen på de sidste 100 meter og kørte ind på en 5-plads! Peter blev lukket lidt inde fordi en rytter foran ham røg ud af pedalen men formåede stadig at køre ind som nr. 6. Et rigtigt tilfredsstillende resultat især når man tænker på hvor mange kræfter vi brugte i udbruddet!
Så resultatet var at jeg fik min første placeringen siden 2008 hvilket må siges at falde et tørt sted, præmien var en kuvert med symbolske 60SEK som blev doneret til Peters far som tak for kørsel m.m.Da Peters far kom hjem og koblede SRM´en til sin computeren afslørede den at Peter undervejs i løbet havde trådt hele 1300 watt i 5 sekunder! Det er altså imponerede af en mand der begyndte at cykle i september sidste år! Peter har også været under kyndig og særdeles kompetent vejledning fra sin far der til fulde mestrer at tilrettelægge et godt træningsprogram.
Mine tal er knap så detaljerede og omhandler kun puls tallene men som man kan se har jeg næsten ligget i en time i pulszone 173-188 hvilket siger lidt om løbets hårdhed!
