2010...

10.dec 2009:

Vægten siger 76,3 kg hvilket er fint årstiden taget i betragtning. Så har jeg små 5-6 kilo ned til min ideal vægt.

Jeg ved det er længe siden jeg har opdateret min blog. (6mdr) Det er der flere grunde til: Motivation er en ting. Har skam fået cyklet lidt men ikke meget. Det har i perioder nærmest kun været for at komme ud og få frisk luft. Skolen har selvfølgelig også taget en del tid, specielt her den sidste tid. Samtidig har jeg hele sæsonen døjet med en skade der ikke har været til at overse og som har forhindret mig i at træne ordentligt igennem.

Mit venstre knæ er synderen. Det har været i udu siden slutningen af marts, hvor jeg på en stupid 100 km solotræning med en skæv klampe og lidt for meget for hård tempo kørsel i et lidt for tungt gear i forsøget på at nå hjem og se afslutningen i Paris-Nice. Dengang skænkede jeg det ikke den store tanke men som det viste sig skulle jeg nok komme til det.

Vi springer til påskeferien hvor jeg trænede med Birkerød BC. I andet interval vest for Helsinge blev smerterne i knæet så store at bare en pedalomdrejning ikke var mulig og jeg måtte gøre holdt hvorefter min far måtte hente mig. Bummer...

Så jeg har været hos doktormanden, og han tog med det samme fat og bøjede det i alle mulige retninger og tog så fat på indersiden af mit knæ og vred benet rundt så en klikkende lyd kom frem, igen, og igen, og så sagde han: ”er det her?” -JAAAA for fa….! Det viser sig ikke at være den værste skade, men en skade der kræver lidt opmærksomhed i form af genoptræning. Lægen sagde følgende: "du har højst sandsynligt beskadiget ”medial ligamentet” på indersiden af knæet. Det er den sene der går fra bagsiden af låret, omkring indersiden af knæet og ned til ydersiden af anklen." Så fik jeg en diagnose, endelig. Behandling: Genoptræning, og så som lægen sagde med tanke på min baggrund som studerende: "meld dig ind i en fitnessklub, og be-friend en lægestuderende eller en fysio som kan behandle", og så ellers en post-it med en adresse på: www.sportnetdoc.dk. Den lader vi lige stå....

Nå men det er nok sket fordi at min hæl har peget for langt ind mod kranken. Ikke at det alene er noget der burde skade knæet. Det der har skadet knæet er intensiteten af min træning lagt oveni. Den har været for hård. Der sker det at under hver omdrejning så strækkes senen for meget og knæet bliver løsere. Lyder klamt men det passer. Et sted på nettet stod der sågar:

“If your heel is forced too far out when you are pedalling,” says Jo Ward, “it will put pressure on the medial ligaments in your knee and the ligaments on the outside of your ankle. The reverse would happen if your heels are too close to your crank arm, resulting in pain when walking or running, even if you cannot feel any problem pedalling.”

Mit tilfælde er det de beskriver som det omvendte at det beskrevne. Det er surt men måske en løftet pegefinger om at jeg ikke er helt ung længere og skal passe på min krop. Som lægen sagde så vokser musklerne styrkemæssigt 4 gange så hurtigt som sener og led, så min opbygning har været for hurtigt stigende. Samtidig så har min træning været for sporadisk, og ikke domineret af en jævn opadgående kurve men stigende, faldende, osv.

Et kig i min træningsdagbog sladrer også lav moral: har pt. kun omkring 4000 bogførte km i år. Så samlet er det nok <5000.

Men nu er det jo ikke kun skidt alt sammen. Jeg har selvfølgelig nydt hver en tur, oplevet en masse, både alene men også med gode venner der også kører på cykel. Især i sommers hvor jeg var i KBH havde jeg mange gode ture med det gamle sjak. Nogle af træningsturene endte med at være 160 km lange. Det sociale er jo også ret vigtigt en gang imellem når man over længere perioder har kørt for sig selv. Jeg tror også at meget af skuffelsen ligger i ikke at have levet op tilegne ambitioner. Men så igen har jeg, set i bakspejlet heller ikke ofret ligeså meget. Men uanset hvad så handler det også bare om at nyde at komme ud, og det kan jeg kun skrive under på at jeg har!

Nå men nok om det.

Jeg har de sidste uger slet ikke siddet på en cykel, udover det daglige, derimod har jeg gået lange ture af 1-2 timer uden at lave hurtige vrid, lavet strækøvelser, lidt knæøvelser med den belastning min krop kan yde. Op på en stol og ned igen osv. Basale øvelser der styrker "kerne". Mener man kalder det "core-excercises". Nu er det ved at være tid til cyklen.

Så jeg kørte en time på rullen i dag. Først lidt opvarmning indtil pulsen ramte de 170. Herefter spinnede jeg uden megen modstand fordi jeg skal passe på mit knæ. Kunne godt mærke det værkede derinde. Ikke smertene men som om der er noget der ikke er helt normalt. Det burde de kommende måneders træning nok hjælpe på.

Efter ca 30 min pressede jeg citronen en smule for at mærke formen. Først omkring de 105 rpm og så hævede jeg modstanden indtil den ramte 300-310 watt. Jeg holdt watts i et par minutter, koncentrerede mig om mit tråd og om at træde rent med venstrebenet. Min puls steg langsomt, og da den ramte 186 svarende til 94% af mit potentiale skruede jeg ned for modstanden igen. Det var en dejlig følelse og jeg kunne godt have fortsat lidt tid endnu, men det ville bare have været at gentage sidste års fejl. Men jeg følte mig godt tilpas må jeg sige. Sammenlignet med første watt test sidste år kunne jeg holde 13 min ved 289 watt, og det var i starten af marts. Det tror jeg godt at jeg kan på nuværende tidspunkt. Endte med at køre i 55 minutter og rullede så af de sidste 5 minutter.

Det er så begyndelsen af 2010, min opbygning til 2010. Den skal foregå langsomt det kan jeg godt love jer. Ingen forcering her. Et kig i træningskalenderen 2009 for januar sladrer også:

Som du kan se har jeg der har holdt pause i flere måneder startet træningen med 3 træningspas på 3 dage og i alt 5 pas på 9 dage og læg så mærke til den 22.01. min anden tur. Den varede 2 timer og min puls har været >166 i over en time. No wonder mit knæ er fucked. Nu starter jeg istedet i starten af december, i stedet for forhaste træningen i slutningen af januar samtidig med at jeg forsøger at bygge langsomt op.

Nå men jeg kunne godt mærke knæet bagefter. Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var fint men det var det altså ikke. Ikke at det er værre men det er heller ikke blevet bedre. Men det var som forventet, det har længe været sådan. Jeg er bare glad for at jeg ikke gav rullen fuld tryk, som sidste år men i stedet lyttede mere til kroppen. Nu skal benene lige have et par dage til at restituere så kommer der lidt mere tid på, men med samme intensitet. Måske lidt mindre.

Jeg er ved at gøre et par tiltag for at afhjælpe mine knæ-problemer. Først og fremmest har jeg kontaktet Nicolai Norrid som er bike-fitter, og arbejder under retül metoden. Dvs han er mester i at indstille cykler osv efter ens personlige mål. Det regner jeg med at gøre i januar, har sendt en forespørgsel og venter lige nu på at han ringer og sætter tid af.

Så er Malene Kroner, min vens Simons søster, sports terapeut og blandt andet i stald hos Brøndby IF. Hun kan sit kram og jeg har aftalt med hende snart at kigge forbi så jeg kan få noget professionel behandling. Det ser jeg meget frem til. www.bodylounge.dk hedder hendes hjemmeside og flere former for behandling der tilbydesm også den forkælende slags! Jeg håber under alle omstændigheder at blive lidt klogere på hvordan jeg kan slippe for min skade, og under alle omstændigheder glæder jeg mig til at komme under kyndige hænder der udover at stille diagnosen kan behandle.

Det var alt for nu. Vender tilbage når der er mere at fortælle og lysten er der.

PS: ovenstående billede er taget af Lars Noppenau og stammer fra FBL´s gadeløb i sommers.

Lidt Giro og lidt træning

Her i al eksamens ræset er det rart lige at få lidt adspredelse en gang imellem. I den sidste uge har adspredelsen bestået af et par træningsture og lidt Giro-glukning. Man bliver simplethen ør oven i knoppen af kun at læse til eksamen så jeg har haft et par tiltrængte ture.

Giroen som netop sluttede igår står for mig som et af de mest underholdende etapeløb jeg har set længe. Godt nok så havde en fantastisk tour i fjor, men den var ikke eventyr-agtig som giroen der med mål på Vesuv og enkeltsart i det gamle Rom virkelig blev en smuk, smuk skueplads for Di Lucas kamp mod den russiske bjørn Menchov. Hvor har det dog været en fornøjelse at følge med i.
Lige bortset fra Saxobanks passive kørsel der har skuffet en del syntes jeg. Jeg forudser at følgende ikke får forlænget kontrakter, Anders Lund (desværre), Jurgen van Goolen der har været helt usynlig, og så Haedo der burde have stukket næsen lidt mere frem i spurterne, han er fin i de små løb men de prognoser der har fortalt at her havde vi endelig en rytter der kunne bide skeer med de store har vst sig at være forkerte. Bevares hans potentiale er sikkert stort, men jeg tror ærlig talt ikke han har nosser til at køre med hovedet under armen og satse som eks. Breschel eller Goss. Men nok om Saxobank. Eller lige een sidste ting, jeg syntes det er fatalt at være blandt verdens tre bedste hold og gå ind i et cykelløb som dette uden en decideret målsætning. Etapesejr, ja det er da en målsætning, men initiativet har manglet og jeg mener at når man har et hold der over hele linien er så godt rent kvalitativt så savner man nogle resultater. Bak gjorde sit, ligeledes gjorde Voigt også hvad han kunne med sin nuværende form, men de 6 andre (ja cancellara stod af inden enkeltstarten) har bare ikke præsteret det de skulle og det syntes jeg er en skam i et så prestigefylt løb som 100 års udgaven af Giroen der med ruten i år har taget et skridt op ad stigen. Jeg nød løbet foran tv stort set hver dag og hvor var det dog underholdende.
Specielt sastre har virkelig kørt smukt i år. Hans to etapesejre var lavet efter den skabelon han brugte sidste år på Alpen, at køre tidligt og så køre fuldt ud. Godt nok hjulpet på vej af passivitet fra Di Luca og Menchovs side, men sådan udfolder det sig nu engang.
Jeg tager også hatten af for Di Luca, han er en aggresiv rytter der ikke giver op. Han prøvede simpelthen alt og det var en fryd at se, jeg tror godt han kunne have knækket Menchov men det er ikke nemt at se om Menchov er presset med det stoneface han kører rundt med. Lige bortset fra da han kørte over målstregen i Rom hvor han med et styrt 700 meter før mål skabte dramatik og spænding på et plan som ikke engang hollywood kan gøre bedre. Hans reaktion var kulminationen på 3 ugers "stoneface´eri" og gav mig følelsen af en happy ending.


Jeg tror dette er en af de første gange jeg har set Menchov vise følelser, manden hvis ansigt er som skåret i sten smed straks cyklen fra sig og indtog denne positur:
Intet mindre end en fantastisk afslutning på en Giro der blev det eventyr man havde forestillet sig da ruten blev offentligtgjort.
Man kan kun sige een ting, og det er at med den nye linie der er blevet lagt for Grand Tours hvor man gør op med den traditionelle opbygning så kan man kun glæde sig til alle de herlige dramaer vi får at se på skærmen i de kommende år. Især men en vis Hr. Schleck med Saxobank i ryggen der nok skal kunne underholde. Det kan godt være Riis´målsætning for Giroen ikke var særlig høj, men jeg kan godt love jer for at med Touren er det en helt anden historie!

I forgårs, altså lørdag, kørte jeg en lille tur på lidt over halvanden times tid plus minus det løse, det var hvad jeg kunne nå at presse ind i skemaet men ikke destro mindre er det ikke så meget længden der gør det for mig i øjeblikket men mere de programmer jeg kører. Jeg kørte først lidt sydpå og drejede mod vest og derefter nord imod Blommenslyst, da jeg havde kørt omkring en halv times tid tænkte jeg at jeg var blevet varm nok til at sætte en smule tryk på kedlerne. Så jeg satte stille og roligt lidt tempo på og så pulsen stige op imod min AT zone som er (ifølge polar) 173-188. Lige op over "kanten" og så finde rytmen og lige så stille og roligt øge indtil jeg er midt i zonen. Så holder jeg den her hvor jeg langsomt øger igennem 5 minutter, jeg nåede op på 187 slag/minuttet. Det var ikke noget problem idet at jeg havde vinden lige i ansigtet. Efter de fem minutter rullede jeg stille og roligt lidt af og fik pulsen ned igen og kørte igennem det bakkede landskab som stod smukt i det solbeskinnede landkab, temperaturen sagde 20 grader og det var første gang jeg ikke havde lange ærmer eller lange bukser på til træning i år. Dejligt, især når man mindes de sure og kolde vintermåneder! På vej op mod min planlagte rute hjem kørte jeg henover nogle gode stejle bakker som jeg forcerede i et stort gear med maksimal power. Det føltes godt og jeg kom hurtigt over dem, så jeg tror min pause har gjort godt;-) Fyn er generelt meget kuperet og udover at her er smukt er der heller ikke så trafikeret, så når man ikke lige ligger og kører stærkt kan man godt blive overrasket over hvor pænt her er. Især nu når alt står i blomst!
Jeg nåede op til middelfartvej som fører lige til odense kiggede på uret og tænkte at det nok også var ved at være tid hvis jeg skulle fortsætte læsningen, da havde jeg nok kørt en times tid.
Vinden kom lidt fra nordøst og jeg tænkte at det var tid til et lille interval igen, så jeg satte et stort gear på for at træne min power og så kørte jeg med en kadence på 75-80 og da jeg pulsen røg ind over kanten satte jeg et tungere gear på så jeg vedholdte de 75-80 omdrejninger. Over bakkerne holdt jeg gearet og koncentrede mig om mit åndedræt og at holde rytmen. Sådan gik det i fem minutter hvorefter jeg rullede af på vej mod odense.
Det blev til at jeg havde ligget i min AT zone i 16 min 47 sek hvilket er ret pænt taget i betragtning at turen kun var lidt mere en halvanden time lang!

Idag skulle eksamens kulleren så ud igen og jeg havde masser af krudt der skulle brændes af. Jeg lagde ud med at køre mod vest af middelfartvej hvorefter jeg drejede nordpå efter ca 20 km. her kom jeg op i et område jeg aldrig har været før, min hensigt var at køre mod bogense men der var ingen skilte så jeg kørte på gefülen. Jeg kørte et AT interval op imod vinden på 5 min med en kadence på 85-90 hvor jeg fandt en god rytme så den sluttede jeg af med en ægte cancellara spurt hvor man bliver siddende i sadlen og slappede derefter af i 20 min, herefter så jeg et skilt til en by der lå 7 km væk og tænkte at hvis vejen gik ligeud ville det passe fint med et 10 min interval så jeg pressede pulsen ud over "kanten" og holdt den omkring de 180 for at finde en rytme, jeg kom igennem et par gadekær som jeg øvede teknik i og efter 6 minutter var rytmen god og jeg pressede lidt til og holdt den på de 183 indtil jeg sluttede af med en 10-15 sekunders spurt igen siddende hvor jeg alligevel fik kadencen op på 128. herefter stak jeg næsen hjem ad og havde vinden lidt ind ryggen fra venstre af. Da jeg så et skilt med "odense 15" og en lang bred hovedvej kørte jeg et interval i et let gear på 5 minutter. Kadencen var 108-118 og farten ved jeg ikke hvad var. Jeg overhalede i øvrigt en rytter som et par km inden havde overhalet mig mens jeg rullede af, gad vide om han bare troede jeg spillede smart overfor ham:-)
Ialt så kom jeg til at have pulsen i AT zonen i knap 24 minutter over 2 timer og 20 minutter.

Igen har vejret været skønt og jeg nyder solen, nu hørte jeg at vejret bliver dårligt i morgen, men så er det da en trøst at sommeren kun lige er startet!

Længe siden....

Så er det næsten kun 4 uger siden jeg sidst opdaterede min blog. Har dog også måtte høre for det fra flere sider hvilket jo er meget fedt for det bekræfter at der er nogle der gider at læse det man skriver;-)

Jeg kan ligeså godt gå til stålet og starte ud med løbet i Nyborg som der løb af stablen den 10.maj.
Jeg havde som beskrevet i tidligere indlæg haft en meget god start i Sorø som var søndagen før Nyborgs løb og havde derfor også rimeligt gode forventninger til løbet. Jeg trænede Tirsdag og Torsdag og så rullede lidt om lørdagen. Havde egentligt ikke følt mig vildt overskudsagtig men sådan er det nogle gange, det tager sin told. Min optakt til løbet var siden at kæresten kom herover rimelig afslappet, hun kom torsdag aften et par timer efter jeg havde været til træning og fredagen gik med ren afslapning og lørdag gad jeg ikke køre en tur ud i det blå og satte mig istedet på rullen for at bløde stemplerne op til søndagen, så kan man jo være lidt social samtidig;-). Vi spiste en masse mad (eller jeg gjorde ihvertfald) og gjorde klar til søndag. Hun er en knag når det kommer til min cykling, støtter mig og giver mig massage og sørger generelt for at hjælpe mig så godt hun kan, hun ved hvor meget det betyder for mig.

Søndag morgen stod jeg op lidt senere end jeg burde og kørte ud og hentede en bil jeg havde lejet, ja 475 kr er vel meget godt givet ud syntes jeg og så kunne vi køre på roadtrip bagefter.
Da vi ankom til Ørbæk hvor start var var der en del forvirring i og med at indskrivningen lå i en nærliggende hal og ikke tæt på start og mål. Det betød at jeg praktisk talt ikke fik varmet op hvilket for er katastrofalt for jeg skal altså bruge nogle km for at komme igang. I Sorø var det været optimalt med de 10 km jeg havde fra stationen til startstedet. Så det var lidt hektisk med at få klædt om og lidt stresset for at sige det mildt. Min pulsmåler registrede heller ikke min puls så der gik også noget tid med at rode med den. Med andre ord lavede jeg min første fejl allerede dér.
Men jeg nåede da til start og fik også en balle af kommisæren for at forsøge at liste mig op foran...
I øvrigt så var Leni fra www.lafoto.dk også derude og tage lidt billeder:
Hun knipsede et par billeder mens jeg var ved at æde en banan få sekunder inden starten. Til højrei Odense trøjen ses en af de ryttere jeg træner sammen med en gang imellem.
Starten gik og jeg kom egentligt godt afsted og tempoet er forholdsvist højt men da vi drejer til venstre op nordpå skabes elastikken og der mærker jeg straks at jeg ikke har særligt gode ben. Om det var pga min manglende opvarming eller hvad aner jeg ikke men jeg havde det sgu ikke optimalt. Ruten var kuperet og teknisk og normalt en rute jeg syntes om men nu lå vinden også og udgjorde en faktor som den så ofte gør og fordi jeg her lå i midten af elastikken ville jeg gerne længere frem så da feltet samlede sig igen kørte jeg uf i vinden og kørte mig længere op. Det var dumt for det kostede men jeg følte at det var nødvendigt på det givne tidspunkt for vidte ruten ville blive hård et par km efter. Alligevel formår ikke at gøre det fuldt ud og ender så med alligevel at ligge i midten. Fejl nummer to.
Mine ben føltes tunge og henover bakkerne hvor jeg normalt føler mig let som en bi følte jeg mig tung og skulle nærmest slæbe mig henover. Med andre ord jeg havde sgu ikke særligt gode ben og da vi har kørt 15 km knækker feltet i to dele et par rytterlængder foran mig hvor jeg så ligger i den bagerste del. Her havde det været smart hvis jeg nu havde gjort det ordentligt tidligere og lykkedes med at køre mig helt frem. Resultatet blev at jeg måtte bruge en masse kræfter på at køre op igen med resten af feltet hængende bag mig. Der skulle jeg skulle have slået ud og ladet det være op til de andre at køre feltet ind igen. Fejl nummer tre.
Vi kommer op igen og jeg har brugt alt for mange kræfter. Her bliver der så rykket op ad en bakke og der må jeg give tabt. Jeg bliver sat, noget jeg ikke er særlig stolt af men sådan går det nu engang. Jeg havde bare ikke benene den dag. Ej heller det taktiske overblik. Jeg ender med at ligge med en gladsaxe rytter og en anden og kører rulleskift efter feltet men der er løbet kørt. Jeg kan knap nok tilføre noget til vores samarbejde og sidder en del på hjul. Efter 25 km kommer vi ind på en stigning som jeg træner på normalt og her bekræftes mine mine dårlige ben. Jeg sidder dog stadig på. Det hjælper heller ikke at når jeg så endelig tager nogle føringer og giver den ekstra gas og slår ud så starter den tredje rytter sin føring med et ryk. Det er sgu ikke særlig smart for så skal den der har taget en føring bruge en masse energi på at køre op igen. For at tage en ny føring osv. Han undskylder også efter at jeg nærmest taber 20 meter da jeg slår ud i bunden af en bakke og først fanger dem 500 meter senere hvor jeg måtte grave virkelig dybt for at komme igen. Shit happens.
På den sidste stigning to km fra mål kan jeg ikke holde på længere til trods for at min puls kun er 182 så jeg må give slip og da jeg kører ind på opløbsstrækingen står jeg af for det nytter ikke noget at presse citronen hvis ikke der er mere saft i den og med tanke på min lave puls der ikke ville op så har jeg nok overtrænet.
I stedet så nød jeg dagen og stemingnen med kæresten. Der er nu noget over sådan et arrangement. Vi hang ud i målområdet og spiste en is og hyggede. Hun kunne godt fornemme min skuffelse men jeg forklarede hende at man kan ikke køre godt hele tiden.

Der var en mand derude, jeg vil nødig kalde ham kregler for han var hammerflink men han havde en trailer med alskens dejlig udstyr og ting og sager. Han fortalte at han havde opkøbt et lager fra et firma der var San Marco importør som var gået konkurs. Blandt andet havde han en Selle San Marco Regal sadel jeg længe har været forelsket i men ikke har kunne retfærdiggøre et køb af endnu. En sadel der normalt koster 8-900 kroner men som han ville sælge mig til 400 NIB! SOLGT siger jeg bare. Har længe gerne ville have den for min SLR er sgu for hård og med de mange timer man bruger i sadelen har jeg efterhånden lært at man ikke må gå for meget på kompromis med det der hedder komfort. Så een ting fik jeg da ud af at tage derud udover det var en hyggeligt dag solskinnet sammen med min udkårne, en ny sadel. Billedet er taget fra nettet hvor en magen til sidder på Hr. McEwens Ridley:
Jeg kan sige een ting, den er sååå behagelig og jeg kan sgu ikke fatte at jeg har kunnet holde min SLR ud så længe men det er jo en vanesag. Skal nok poste nogle billeder af min bike ASAP. Den vejer nu 100 gram mere min cykel men altså. Det er 100 gram givet rigtigt godt ud.
I øvrigt nu vi snakker udstyr så har jeg idag sendt mit DA 7850 baghjul tilbage igen igen. Det er så anden gang det sker! Havde jo sendt det først baghul tilbage fordi navet larmede og tikken der normal tikker jævnt tikkede ujævnt. Fik så et nyt men det fejlede nøjagtigt det samme. PISSEIRRITERENDE! Så nu sidder mit gamle DA baghul på igen.

Jeg har siden Nyborg løbet som følge af min overtræning, hviket jeg egentligt også burde have været opmærksom på når jeg kigger min dagbog igennem og ser hvordan min makspuls stille og roligt var faldet ugen efter Sorø´s løb, slappet af i to uger. Har dog kørt 4 ture af 1-1,5 times varighed af lav intensitet for lige at holde mig en smule igang og samtidig også fordi jeg ikke kan lade være, specielt når der sidder en ny sadel på cyklen. Skolen har også taget det meste af min tid men mandag aften trænede jeg igennem igen. Kom hjem fra skole kl 18 og følte bare at jeg skulle brænde noget energi af. Bare en time. En time blev til to og to timer blev til 2,5 time. havde ikke spist hele dagen men havde faktisk gode ben igen. Kørte også et enkelt interval af 5 minutters varighed op imod modvinden hvor jeg bare skulle holde pulsen mellem 173-188 som er min AT zone. Det gik strygende og farten var faktisk 40 kmt! Lidt overraskende, så tror pausen har gjort godt. En anden sjov ting var at en hare hoppede ud på vejen omkring 50 meter foran mig, kiggede, og så løb den i min retning foran mig i ca to minutter hvorefter den så sprang ind i en busk... Skørt! Men altså jeg er tilbage på cyklen, og den hårde træning er igang igen. Jeg ved dog ikke hvor tit jeg kan opdatere bloggen her de næste to uger for vi er i eksamens tid og har idag netop afleveret sidste fase ud af tre af mit semester-projekt på 40 sider eksl. bilag osv, så har nok at se til de næste to uger! Derefter venter ferien og der skal nok komme mere kød på benet der;-)

Løb i Sorø 2 maj.

Så er jeg tilbage som lovet med en update fra dagens løb:

Løbet var fordelt på 4 omgange á ca 27,9 km. Det vil sige i alt 112 km. En løbslængde jeg ikke har kørt i meget lang tid. Ruten var rimelig hård hvis du spørger mig. Havde fået at vide at den skulle være ret flad men det syntes jeg ikke den var. Den var kuperet og havde mange facetter i form af bred vej med hældning både ned og op hvor vinden spillede en stor rolle og små snørklede landeveje hvor bakkerne kom som perler på en snor og med tekniske nedkørsler der dog ikke var mere tekniske end at de kunne tages uden at røre bremserne. Selve opløbet steg også og dermed var der lagt op til et flot løb. Her kunne mange klubber lære noget så en stor cadeu til arrangørerne der præsenterede nogle rigtigt fine rammer idag.

Vi skulle starte på en sidevej hvor vi skulle til venstre ind på ruten. Så jeg kørte op og lagde mig af taktiske grunde helt ude til venstre i feltet så jeg kunne komme hurtigt ud og dermed score et par pladser. Perfekt. Inden start spottede jeg to holdkammerater jeg ikke har mødt før men godt kendte af navn. Mikkel og Morten, to fine gutter der begge kører rigtigt stærkt. Mikkel vandt 1.afdeling i sommercup´en her i onsdags i gruppe.1 vel at mærke og havde desuden nogle rigtigt fine placeringer med i bagagen så vi aftalte mere eller mindre at det var ham der skulle køres for.

Starten gik og jeg kom rigtigt godt ud på ruten og var blandt de 10 forreste. Det er vigtigt ift. til de ryk der kommer og ikke mindst svingene. Vi tre CCH´ere lå godt til i forreste del og den frygt jeg havde for at skulle have glemt diverse "tricks" og fiduser blev gjort til skamme. Det sidder i een det instinkt der gør at man tænker sig om taktisk og finder de små huller ligesom at man også tænker på hvad der kommer senere på ruten i form af sving og bakker. Med andre ting der gør at man kan spare energi.

Det der gør C-klassen anderledes end D som jeg kørte i sidste år er de mange ryk og ikke mindst taktikken. I dag nyttede det ikke at "fire" på bakkerne. Der blev nemlig rykket og hvis ens egen fart er lavere end feltets og der kommer et ryk skal man accelerere kraftigere, så den gik ikke.
Min taktik var som sagt at disponere mine kræfter rigtigt og holde løbet ud.

Som forventet kom der en del ryk og angreb og jeg ved ikke hvad det er men jeg skal lige bruge en del kilometer for at blive varm, Så det var ret hårdt til at starte med. Men jeg sad godt i feltet og inden længe havde jeg kørt mig varm så ude på anden omgang følte jeg mig decideret godt tilpas og ikke mindst stærk. Mikkel og Morten kørte med i en del udbrud og jeg sagde til Mikkel at jeg nok skulle forsøge at bakke af og køre eventuelle forfølgere ind men at jeg nok ikke havde formen til at køre med i udbrud endnu. Det var fedt at have det godt på den måde, jeg har egentligt ikke følt mig så godt kørende det sidste stykke tid men kan man andet når ens træningspartnere er niveauer bedre end en selv!? Gns farten på første omgang var 39,1 km/t hvilket jeg syntes er pænt når nu ruten var så hård som den var.

Ude på anden omgang kommer Mikkel endelig afsted i noget der ligner et seriøst udbrud med en 6-8 andre og jeg udfylder min rolle og kører angreb ind. Damn det var hårdt og på et tidspunkt har jeg lige kørt én ind og så kommer der et hårdt ryk. Her måtte jeg sande at det kunne jeg ikke være med til men det var okay så tog Morten over og kørte med sammen med en 5-6 andre og dermed havde vi to i fronten der nu var på en 15 ryttere. Det så godt ud.
Jeg bakkede af så godt det nu var muligt nede i feltet og tog selvfølgelig ingen føringer. Så gik der nærmest panik i folk og der blev nu kørt forfølgelsesløb i en hel omgang og jeg tog selvfølgelig ingen føringer. Der var en rytter som enten ikke fatter taktik eller også anede han ikke at vi havde to foran som lige skulle brokke sig flere gange over jeg sprang føringerne over og der har een ting at sige om vedkommende og det står jeg ved og citer mig gerne: "HAT!" Prøv lige at vågn op engang og lær noget taktik og så følg lige med i hvad der sker. Jeg ignorede ham selvfølgelig og så kørte han op foran og rystede på hovedet for at indikere hvor "lam" jeg var. Men sådan nogle er der jo altid det er en del af charmen.

Udbryderne fik ca 40 sekunders forspring og der blev kørt hårdt nede hos os. På et tidspunkt var der kun 100 meter op men tit når det sker skal folk lige prøve at køre op til dem og så går samarbejdet i stå. Så fik de lov at køre væk for good. Da vi begyndte at miste tid til dem igen vidste jeg at nu var det slut og vi så dem ikke igen. Det havde jeg ret i.

Og så var der kun resten af feltet tilbage. Feltet som i øvrigt var tyndet godt ud. Flere hold havde ryttere med i fronten så det gik lidt i stå på en mærkelig måde, og så alligevel ikke. FBL havde 5 ryttere hos os og deres eneste mand foran punkterede men de tog intet ansvar. Mærkeligt.

Da vi endelig passerede mål og kørte ud på den sidste omgang tog jeg min sidste gel velvidende at nu var tanken snart tom, det kunne jeg tydeligt mærke. Som jeg skrev igår, jeg er ikke vant til distancen og ej heller de mange ryk der tager deres told hver gang. Men jeg bed i og tog nogle hårde føringer for vidste godt at udbruddet ville holde hjem og derfor kunne jeg vel ligeså godt få noget god træning ud af det. De andre i feltet var åbenbart også godt mærkede af ruten, så det var svært at få et ordentligt samarbejde igang. Men skide være med det. Jeg nød at køre løb igen og jeg kunne faktisk godt mærke at de hårde træningspas jeg har kørt i vinters mutters alene på næsten 4 timer har givet mig noget holdbarhed. Det jeg mangler er bare råstyrken, og ikke så meget kondien selvom jeg faktisk troede det var omvendt. Det var mine muskler der havde det hårdt og syren lå på lur den sidste omgang. Faktisk kunne jeg på et tidspunkt mærke en begyndende krampe i mine lårbasser. Som Brian Holm siger..... =)

Omkring 15 km fra mål dvs efter godt 100 km kunne jeg mærke tanken var helt og aldeles tom. Jeg var gået kold men kunne alligevel godt fortsætte. Jeg havde heller ikke drukket siden jeg spiste min gel for havde ingen væske tilbage så jeg neddroslede mine forventninger til afslutningen op ad stigningen mod mål. Det er ellers noget jeg godt kan lide men når det er tanken er tom og der ikke er mere at putte i den må man være realistisk.

Mine muskler var tømt for power og jeg sled mig op og ned af bakkerne i det stærkt minimerede felt, jeg kunne mærke syren var på vej. Men jeg var glad. For mit mål var nået og jeg havde samtidigt kunne sætte præg på løbet og hjælpe mine holdkammerater med at komme væk fra feltet. Så da vi endelig drejede til venstre op af opløbsstrækningen blev der selvfølgelig rykket men jeg kunne ikke andet en at sætte mig ned og koncentrere om ikke at gå i stå. Mine muskler var så smadrede at jeg end ikke kunne på pulsen over 175 så ville de syre til! Vores gruppe kom ind omkring 6 min efter fronten og så langsomt der blev kørt på sidste omgang da vi indså slaget var helt tabt kan man ikke andet end at undre sig.

Jeg trillede over mål og så at Mikkel og Morten stod og så vældig tilfredse ud. Mikkel var blevet lukket inde i spurten og havde fået en 5 plads og morten på en 8 plads. FLOT KØRT!

Jeg har lige set resultatlisten og jeg kom ind på en ganske tilfredsstillende 25 plads! Det er udover mine forventninger så jeg rigtigt godt tilfreds! Det er 9 pladser fra point! Jeg tror der var en 60-70 startende så det er i den bedre halvdel:-)

Alt i alt har det været en rigtig fed dag og bedst af alt var det for mig på det personlige og ikke mindst sportlige plan kanon at se at jeg er stærk nok til at begå mig i C-klassen. Det højner min moral især når jeg ved at jeg er et stykke fra hvad mit potentiale er. Jeg skal have mere styrke, mere kondition men det kommer. Jeg er bare glad for med tanke om at jeg kun har kørt fire træningspas med "rigtige" intervaller så giver min 25.plads i min debut i C blod på tanden!

Nu skal der restitueres og læses en masse lektier!

God Weekend!

Du bliver hvad du spiser!

Og til torsdags træning var jeg en pizza! Det startede med at jeg lavede skolearbejde hos en kammerat fra klassen onsdag og så skulle vi jo spise. Pizza? -jaja fint nok, masser af kalorier jeg kan fyre af dagen efter. Der blev jeg lidt klogere for sammen med det faktum at jeg ikke havde trænet grundet mangel på tid i 6 dage og brugt det meste af tiden sidende ved bøgerne og computer var mine ben også rimelig stive i det. Jeg havde også fået for lidt søvn så var heller ikke udhvilet nok.

Jeg tror aldrig jeg har haft så dårlige ben for at sige det mildt. Samtidig blæste det også en del og ruten der skulle køres interval var nede i svanninge bakker og dermed som i nok kan gætte ret kuperet.
Jeg kunne allerede mærke da jeg kørte ud til mødestedet at mine ben var tunge men håbede der ville komme gang dem så snart vi kørte afsted. Men pulsmåleren lyver aldrig og min puls var ret høj ift normalt.

Vi skulle køre 2 omgange á 7,4 km med fuld knald. Første omgang gik okay men jeg måtte selvfølgelig slippeefter noget tid. Jeg kan simpelthen ikke følge med når de store drenge fra A og B klassen folder sig ud. Mine lægge var "underlige" og svage og brokkede sig. Faktisk havde jeg allerede lagt mærke til dem på vej derud, den lange pause og ringe kost havde sat sine spor. Så jeg rullede i mål med nogle af de andre.

Anden omgang skulle bare have en over nakken og jeg ville lægge defensivt ud. Ellers ville jeg aldrig have en chance for at sidde med. Men da intervallet gik rigtigt igang kunne jeg godt mærke mine lægge af en eller anden grund ikke var helt klar over at der skulle køres stærkt nu og når det er man kører med ryttere som er i elite klassen og når intervallet samtidig køres som frit løb kommer der en del hårde ryk. Meget hårde ryk burde jeg nok sige, og hvad værre er de stopper aldrig. Men et eller andet sted føler jeg mig heldig over at have muligheden for at træne med på dette niveau så jeg er ved godt mod og ved at det kun gavner ift til min egen styrke og form.

Nå men anden omgang:
Jeg overlevede første ryk men det gjorde ondt, især i min lægge. Men jeg hang på indtil der var lidt stilstand så længe det nu måtte vare.
Det varede tyve sekunder så kom der endnu et ryk lige efter jeg min føring som jeg tog i et roligt tempo og så begyndte begge lægge at krampe helt vildt. Har aldrig prøvet noget lignende. Men kan jo ikke bare blive sat så jeg pedallerede videre så godt jeg nu kunne men fordi mine lægge var i krampe kunne jeg end ikke vippe på foden så den måtte bare køre med rundt så godt den nu kunne. Det gjorde enormt ondt til at starte med men jeg oksede videre og efter lidt gjorde det ikke så ondt mere så jeg overlevede med nød og næppe og fik kontakt så jeg endelig lige kunne strække dem ud og få krampen væk.
Men når den har sat sig så sidder den der og ved tredje accelleration kunne jeg ikke holde på længere og måtte give slip. Heldigvis var jeg ikke den første der blev sat så jeg lå i noget tid og holdt konstant tempo indtil nogle kom op bagfra og så kunne vi ellers køre sammen indtil "mål".

Det var en drøj omgang. Men som den vise Brian Holm engang har udtalt så er krampe et tegn på at man får noget ud af træningen. Det kan jeg godt skrive under på nu.

Resten af træningen forløb ok og faktisk fik mine ben det lidt bedre. Undtagen mine lægge selvfølgelig. Det endte med knap 90 km træning og med tanke på morgendagens løb i Sorø var det absolut nødvendigt.

Idag har jeg så rullet en lille times tid ved 120-130 pulsslag/min for lige at få syren ud af benene og restiturere lidt. Mine ben har det ok nu selvom mine lægge stadig er en smule mærkede.

Så i morgen drager jeg østpå til Sorø og kører første løb i år.
Jeg forventer gevaldige beats fordi jeg er konditionsmæssigt ikke hvor jeg skal være. Det er mærkeligt for sidste år havde jeg en fin kondition, sådan er det bare ikke nu føler jeg. Måske er det fordi at intervallerne er meget hårdere og der rykkes en del ift med lyngby hvor det var et konstant hårdt tempo i 20 minutter, det giver en rytme der er til at holde ud.
Men altså jeg har et mål for øjet og det er sådan set bare at sidde med hjem. Jeg er heller ikke vant til distancer over 100 km så jeg syntes mit mål er realistisk. Nu må vi se.

Jeg vender tilbage i morgen når jeg er hjemme igen med en update omkring hvordan det er gået for nu skal jeg have min skønhedssøvn;-)

Pøj pøj så længe!

Ps: orker ikke tjekke min stavning. GODNAT!