Og til torsdags træning var jeg en pizza! Det startede med at jeg lavede skolearbejde hos en kammerat fra klassen onsdag og så skulle vi jo spise. Pizza? -jaja fint nok, masser af kalorier jeg kan fyre af dagen efter. Der blev jeg lidt klogere for sammen med det faktum at jeg ikke havde trænet grundet mangel på tid i 6 dage og brugt det meste af tiden sidende ved bøgerne og computer var mine ben også rimelig stive i det. Jeg havde også fået for lidt søvn så var heller ikke udhvilet nok.
Jeg tror aldrig jeg har haft så dårlige ben for at sige det mildt. Samtidig blæste det også en del og ruten der skulle køres interval var nede i svanninge bakker og dermed som i nok kan gætte ret kuperet.
Jeg kunne allerede mærke da jeg kørte ud til mødestedet at mine ben var tunge men håbede der ville komme gang dem så snart vi kørte afsted. Men pulsmåleren lyver aldrig og min puls var ret høj ift normalt.
Vi skulle køre 2 omgange á 7,4 km med fuld knald. Første omgang gik okay men jeg måtte selvfølgelig slippeefter noget tid. Jeg kan simpelthen ikke følge med når de store drenge fra A og B klassen folder sig ud. Mine lægge var "underlige" og svage og brokkede sig. Faktisk havde jeg allerede lagt mærke til dem på vej derud, den lange pause og ringe kost havde sat sine spor. Så jeg rullede i mål med nogle af de andre.
Anden omgang skulle bare have en over nakken og jeg ville lægge defensivt ud. Ellers ville jeg aldrig have en chance for at sidde med. Men da intervallet gik rigtigt igang kunne jeg godt mærke mine lægge af en eller anden grund ikke var helt klar over at der skulle køres stærkt nu og når det er man kører med ryttere som er i elite klassen og når intervallet samtidig køres som frit løb kommer der en del hårde ryk. Meget hårde ryk burde jeg nok sige, og hvad værre er de stopper aldrig. Men et eller andet sted føler jeg mig heldig over at have muligheden for at træne med på dette niveau så jeg er ved godt mod og ved at det kun gavner ift til min egen styrke og form.
Nå men anden omgang:
Jeg overlevede første ryk men det gjorde ondt, især i min lægge. Men jeg hang på indtil der var lidt stilstand så længe det nu måtte vare.
Det varede tyve sekunder så kom der endnu et ryk lige efter jeg min føring som jeg tog i et roligt tempo og så begyndte begge lægge at krampe helt vildt. Har aldrig prøvet noget lignende. Men kan jo ikke bare blive sat så jeg pedallerede videre så godt jeg nu kunne men fordi mine lægge var i krampe kunne jeg end ikke vippe på foden så den måtte bare køre med rundt så godt den nu kunne. Det gjorde enormt ondt til at starte med men jeg oksede videre og efter lidt gjorde det ikke så ondt mere så jeg overlevede med nød og næppe og fik kontakt så jeg endelig lige kunne strække dem ud og få krampen væk.
Men når den har sat sig så sidder den der og ved tredje accelleration kunne jeg ikke holde på længere og måtte give slip. Heldigvis var jeg ikke den første der blev sat så jeg lå i noget tid og holdt konstant tempo indtil nogle kom op bagfra og så kunne vi ellers køre sammen indtil "mål".
Det var en drøj omgang. Men som den vise Brian Holm engang har udtalt så er krampe et tegn på at man får noget ud af træningen. Det kan jeg godt skrive under på nu.
Resten af træningen forløb ok og faktisk fik mine ben det lidt bedre. Undtagen mine lægge selvfølgelig. Det endte med knap 90 km træning og med tanke på morgendagens løb i Sorø var det absolut nødvendigt.
Idag har jeg så rullet en lille times tid ved 120-130 pulsslag/min for lige at få syren ud af benene og restiturere lidt. Mine ben har det ok nu selvom mine lægge stadig er en smule mærkede.
Så i morgen drager jeg østpå til Sorø og kører første løb i år.
Jeg forventer gevaldige beats fordi jeg er konditionsmæssigt ikke hvor jeg skal være. Det er mærkeligt for sidste år havde jeg en fin kondition, sådan er det bare ikke nu føler jeg. Måske er det fordi at intervallerne er meget hårdere og der rykkes en del ift med lyngby hvor det var et konstant hårdt tempo i 20 minutter, det giver en rytme der er til at holde ud.
Men altså jeg har et mål for øjet og det er sådan set bare at sidde med hjem. Jeg er heller ikke vant til distancer over 100 km så jeg syntes mit mål er realistisk. Nu må vi se.
Jeg vender tilbage i morgen når jeg er hjemme igen med en update omkring hvordan det er gået for nu skal jeg have min skønhedssøvn;-)
Pøj pøj så længe!
Ps: orker ikke tjekke min stavning. GODNAT!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar